Kirke

Året igennem danner Sømandskirken ramme om fejring af gudstjenester og højtider som påske, jul og fastelavn. Sømandskirken tilbyder dåb, konfirmation, vielse og mindehøjtideligheder til alle med tilknytning til Danmark og Singapore.

Den Danske Sømandskirke i Singapore er folkekirken i det fjerne østen og er med i organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker. Sømandskirken er en selvstændig kirke med en selvstændig økonomi. Kirkens drift er muliggjort ved støtte fra danske virksomheder, privat medlemskab og arrangementer som fx den årlige julebazar. Denne store støtte er også i dag det, der skaber grundlaget for en aktiv kirke og et attraktivt mødested for danskerne i Singapore.

Kirken ligger på bjerget Mount Faber. Herfra er der ikke langt til havnen og skibene, hvor kirkens præst og andre medarbejdere nemt kan tage på besøg hos søfolkene med danske bøger, aviser, lakrids og en hjemlig sludder.
Den Danske Sømandskirke i Singapore blev grundlagt i 1984.