Alhamdulillah | Den Danske Sømandskirke Singapore

Alhamdulillah

Alhamdulillah
Udgivet tir d. 12. maj 2020, kl. 09:44
Artikler

af Søren Thomsen, assistent ved Tanjung Pelepas, Malaysia  

Alhamdulillah betyder “priset være gud” på arabisk. Jeg har lært det af min nye ven Alif. Han arbejder på havnen i Pelepas, hvor han sammen med sin “familie” driver en lille kiosk. Første gang jeg mødte ham og fik mig selv præsenteret, lod han mig vide, at hvis der var noget jeg manglede - “hvad som helst,” skulle jeg bare sige til, så kunne han hjælpe. Den slags folk er gode at kende…

Alif kan ikke skaffe alt, selvom han gerne ville. Det ville vist også være for meget at forlange. Ikke desto mindre er han et lærerigt bekendtskab, og jeg er glad for at have mødt ham, “alhamdulillah.” Alif er Muslim, han beder til Allah, og han gør det ofte. Mange gange er vores aftaler blevet forsinket, fordi han først lige skulle bede. Man kan i hvert fald ikke klandre ham for at tage let på sit gudsforhold. Jeg tror ikke jeg har ladet nogen vente, fordi jeg skulle bede først… Jeg sætter egentlig pris på punktlighed, og ville måske blive irriteret over forsinkelser under normale omstændigheder. Men ikke overfor Alif. Hvorfor ikke? Måske fordi det er gået op for mig, at herude er det mig, der er gæst. Det land, jeg bor i, er Alifs mere end det er mit. Det er hans kultur, der er den dominerende.

Officielt arbejder jeg i “International Seamen’s Center - Port of Tanjung Pelepas”, men Alif ved godt, at det i virkeligheden er en sømandskirke. Det gør ham ikke noget. Han ved godt, at jeg er her for at hjælpe sømænd. Det har han ikke noget imod. Han ved tilmed, at det er godt for hans forretning, fordi jeg ofte køber ind hos ham - det har han slet ikke noget imod. Trods religionsforskelle kan vi samarbejde, for det er til fordel for os begge.

Hvorfor betyder historien om Alif noget? Fordi den er et godt billede på, hvordan det er at være sømands- og udlandskirke. Vi repræsenterer en dansk tradition og en evangelisk luthersk kristendom. Begge dele er minoriteter herude i Østen, men vi får lov at være her, fordi vi accepterer og respekterer de gældende kulturer og de regler, der følger med, omend de ofte er noget anderledes, end vi er vant til. Betyder det, at vi må erhverve en vis ydmyghed i forhold til den kultur, vi bærer med? Sandsynligvis ja. Betyder det, at vi må gå på kompromis med de værdier vi står for? Ikke nødvendigvis.

Jeg er, som sikkert også mange andre, vokset op under paradigmet: “lige børn leger bedst”. At der er visdom i det udtryk, vil jeg ikke betvivle, men det kan måske tolkes på flere måder. Lad mig bruge mit forhold til Alif som eksempel. Hvis man ser på vores opvækst, er der flere klimaskift til forskel på dansk og malaysisk. Hvad angår vores arbejdsvilkår er der længdegrader til forskel. Jeg er ansat under favorable vilkår, med forsikring og pension for at hjælpe søfarende på danske skibe. Han må sælge for at tjene til sig selv og sin familie, der er ikke nogen forsikring. Stopper salget må maven sulte. Således set er vi ikke særligt lige. Og hvis det var den slags lighed det kom an på, var der ikke meget, der talte for, at Alif og jeg skulle “lege” sammen. Men der er en anden lighed, som blev tydelig for efterhånden et par måneder siden. En dag lige efter det kinesiske nytår skrev Alif til mig. Han er normalt glad når han skriver, men denne gang var han bekymret. Havnemyndighederne havde netop meldt ud, at grundet den voksende risiko for smitte af covid-19 måtte ingen søfarende nu gå i land i Pelepas på ubestemt tid. Ingen søfarende betyder ingen kunder - ingen løn…

Når du står overfor et andet menneske og ser ham i øjnene, og det du ser, er bekymringen for, hvordan man skal forsørge sin hustru og sine to børn, hvis der ikke længere kommer kunder i butikken, bliver du mindet om en anden form for lighed. Vi er alle mennesker og vi er afhængige af andre. På den ene eller anden måde. Uanset religion og kulturel baggrund, så er der ikke nogen, der kan klare alle udfordringer alene.

Nu har vi lavet et katalog med alt det, man kan købe hos Alif, og det sender vi til skibene før de ankommer til Pelepas. I takt med, at de søfarende har fået færre og færre muligheder for at gå i land, er der kommet et voksende behov for at få forsyninger ombord, så nu har Alif travlt som aldrig før.

Jeg laver ikke det store overskud på denne aftale, men det bringer glæde ombord på skibene og der er mad på bordet hjemme hos Alif. Det må være løn nok. Desuden havde jeg ikke meget at bidrage med til skibene, hvis ikke det var for samarbejdet med Alif, nu hvor alle andre forretninger er lukket ned. Måske vi begge har lært lidt. Hellere være muslim og afhængig af en kristen end at gå sulten i seng. Hellere være kristen og afhængig af en muslim end at være ensom.

Trods religions- og kulturforskelle giver det mening at arbejde sammen, for det er til glæde for os begge.