Alting har sin tid... | Den Danske Sømandskirke Singapore

Alting har sin tid...

Udgivet fre d. 17. apr 2020, kl. 10:47
Artikler

af Rebecca Holm, assistent ved Sømandskirken i Singapore 

Singapore er nu gået i ”lock-down”, og vi kan ikke længere mødes til sociale arrangementer med venner og bekendte. Alle planer om at rejse og besøge familie må vente, og vi må nøjes med Facetime og andre sociale medier. Hverdagen er pludselig helt anderledes for os alle, og ingen havde set det komme for bare få måneder siden. Alene tanken om at skulle være isoleret fra omverdenen er skræmmende. Globaliseringen har på får årtier givet os helt nye muligheder, men nu ser vi også konsekvenserne af, at verden er blevet lille og mulighederne så store. I og med vi kan rejse verden rundt på kort tid, er pandemi nu en realitet. Mennesket har i vidt omfang gjort sig til herre over jordkloden og kan afkode og aflæse alle dens mekanismer, men pludselig slår virkeligheden igen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på historien om Babels-tårnet. Fortællingen handler om, at menneskene ville bygge en by med et tårn, der nåede himlen, men da Gud så, at intet var umuligt for dem, gav han dem forskellige sprog, så de blev spredt ud over hele jorden og måtte standse deres byggeri. Historiens morale er, at menneskene ikke skal tro, at de er større og mægtigere end Gud. Men det gør det moderne menneske. Vi har ikke brug for en Gud, vi kan selv, og videnskaben kan forklare og afkode alle livets mysterier. Men netop i disse tider må vi erkende, at vore egne planer, den smarte udvikling og fremskridtet også kan skabe problemer, så vi pludselig ikke længere kan opretholde den normale dagligdag. Vi må hver især isolere os og blot være tilskuere til, at verden omkring os forandrer sig. COVID19 er en usynlig fjende, der med en rablende fart har taget magten fra os.

Klimaeksperter har længe advaret om, at vi er i gang med at ødelægge naturen og ændre klimaet, hvilket på lang sigt truer livet på jorden, men den trussel er det nemmere at lukke øjnene for, da problemet ikke er lige så synligt presserende som COVID19. Situationen er alvorlig, og selv de mest erfarne læger må se til, hvordan patienterne dør på stribe. Sundhedsvæsenet i hele verden er presset i dag, og vi kan ikke være taknemmelige nok for den kæmpe indsats, som sundhedspersonalet verden over gør i disse dage. Vi andre må bidrage med ”bare” at holde afstand til andre og blive indendørs. Det er frygteligt og angstprovokerende blot at se til, mens verden er i flammer.

Jeg tænker i disse dage særligt på alle de søfarende, som jeg har mødt de sidste mange måneder. De er væk fra deres familie og venner i månedsvis. De arbejder hårdt og er ofte på det samme skib i længere tid, end vi har kendt til COVID19. Normalt kan de gå i land nogle få timer, når de ligger til i f.eks. Singapore, men oftest er de kun i havn i knap 24 timer, og der er derfor ikke megen tid til sightseeing, indkøb m.m. En rapport fra Torm Fonden siger, at 76% af besætningen aldrig eller kun sjældent går i land, en tendens som vi i Sømandskirken prøver at løse op for ved at tilbyde kørsel ind til byen. Desuden kan kulturforskelle og sprogbarriere blandt den brogede skare af besætningen sætte en dæmper for det sociale bånd, der er mellem de 20-25 besætningsmedlemmer der er ombord. At være søfarende kræver altså en stærk psyke og en positiv mentalitet. Man kan som søfarende ikke pludselig sige: ”I dag gider jeg ikke, i dag bliver jeg hjemme med konen eller i dag løber jeg en tur i parken”. Helt konkret er de søfarende isoleret fra omverdenen, men de oplever også ofte en form for social isolation. De må holde ud og blive ombord, og de gør det med glæde, fordi de ved, at livet derhjemme venter. Det ved de, det tror de, det håber de, og derfor passer de jobbet på havet. Da jeg forleden skrev til et skib, hvordan humøret var ombord, svarede kaptajnen, at de var glade for under disse Corona-omstændigheder trods alt at have et job. Hvilken fantastisk indstilling at være taknemmelig for det, man har! Livet i sig selv er nemlig en gave, og hvem kan gøre krav på, at det hele skal være ren idyl. Er vi ved fødslen blevet lovet, at det kun vil være et nemt liv uden udfordringer? Når jeg spørger de søfarende, om det ikke er hårdt at være væk fra venner og familie så længe, svarer de ofte: ”Jo selvfølgelig er det det, men det er det hele værd, for når vi så er hjemme, er vi virkelig hjemme”. Dermed mener de både, at de så har tid til at være hjemme, men også at de er helt anderledes tilstede og nærværende hos familien, fordi savnet har sat hverdagen i perspektiv for dem. Når vi altså synes, at isolationen, udgangsforbuddet og ”lockdown” er træls, må vi ikke glemme, at de søfarende altid arbejder under isolerede tilstande og alligevel kan være taknemmelige og bevare humøret. De har selvfølgelig selv valgt den livsstil, men de har alle hver især deres grunde til at være ved godt mod – isoleret på et skib. Ingen af os har valgt, at COVID19 skulle spredes verden over, men måske kan vi trods alt også lære noget væsentligt selv i denne svære tid. Livet leves som bekendt forlæns, men forstås baglæns.

I Prædikerens Bog i Bibelen hører vi som livets ”bølgetider”. Her siges det, at alt hvad der sker under himlen, har sin tid - en tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at tie og en tid til at tale. En tid til at elske og en tid til at hade. Prædikeren siger, at han må erkende, at det at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid alt sammen er en gave fra Gud. Om man tror på én Gud eller på højere kosmiske energier er måske ikke det afgørende spørgsmål lige nu, men at være taknemmelig for alt, hvad vi i tidens løb har fået skænket og som er værd at huske på i trængsels tider. Lad os derfor prøve at acceptere og være tålmodige i denne tid, hvor vi skal forholde os rolige og isolerede i håbet om og troen på, at vi igen en dag kan færdes frit, samles, mødes med venner og rejse igen. For alting har en tid, og lige nu er tiden til at finde ”den indre søfarende” frem og hver især sejle på eget ”indre skib”, indtil vi igen kan bevæge os ud på verdens store have. Kirken er i disse dage rent fysisk lukket for alles sikkerheds skyld, men vore tanker og bønner er stadig ude hos alle jer på skibene og i hjemmene.

Ophavsret: